Menu Luk

Mere om fregatten PEDER SKRAM

Historien om navnet.

Admiral Peder Skram

Admiral Peder Skram blev kaldt Danmarks vovehals og efter hvem tre orlogsskibe i Den danske Flåde er opkaldt.

Peder Skram blev født omkring 1503 på herregården Ulrup.  Hans forældre var Christen Skram og Anne Knudsdatter Reventlow. Gift med Elsebeth, der var datter af rigsmarsk Tyge Krabbe. Han påbegyndte sin militære karriere i 1518 og blev et par år senere søofficer i Den danske Flåde, som var blevet oprettet af kong Hans få år tidligere, i 1510.  Da der ikke fandtes en sømilitær lederuddannelse på dette tidspunkt var det almindeligt, at man anvendte erfarne landofficerer ombord i datidens krigsskibe. Skibets føring og navigation var overladt til styrmænd og skippere. På denne baggrund blev Peder Skram søofficer. Her viste han sine evner som taktiker, flådefører og blev som 20 årig udnævnt til admiral. I denne egenskab ledede han flere store togter bl.a. mod svenskerne.

Et af de mest kendte er togtet mod Hansestederne, de tyske handelsbyer langs Østersøen, der var afhængige af, dels frit at kunne handle i de nordiske lande, dels frit at kunne passere de danske stræder. Den danske konge ønskede kontrol med handlen og passagen, af hensyn til Øresundstolden (indført 1429), og ønskede derfor at begrænse Hansestedernes indflydelse.

Peder Skram udmærkede sig i Christian II krige mod Sverige, hvor han fulgte Henrik Gøye under felttogene i 1518 og 1520. Efter Christian II flugt sluttede Peder Skram sig til Frederik I og deltog i Københavns belejring i 1523.

I 1532 sejlede han med en mindre flådeafdeling til Norge for at finde Christian II orlogsskibe. Han opbragte dem ved Tønsberg og undsatte Mogens Gyldenstierne på Akershus, som var belejret af Christian II. Efter forhandlinger, førte han Christian II tilbage til Danmark.

Hertug Christian sendte ham efter anmodning fra Gustav Vasa til Stockholm i 1535 for at kommandere den svenske flåde, der sammen med danske og preussiske krigsskibe skulle bryde Lübecks overmagt. Han blev leder af alle flådeafdelingerne, hjulpet af den svenske admiral Per Månsson. Efter at have jaget modstanderens flåde på flugt ved Bornholm, fortsatte han til Lillebælt, hvor han ødelagde en del fjendtlige skibe og sikrede Johan Rantzaus overførsel af tropper til Sjælland efter sejren i Slaget ved Øksnebjerg. Peder Skram indtog herefter Langeland og Korsør. Fra juli 1535 blokerede han med flåden København og Malmø. Han blev såret, men vendte tilbage til blokaden indtil overgivelsen 29. juli 1536.

Under Grevens Fejde lykkedes det i sommeren 1535 en dansk-svensk-preussisk flådestyrke, under Peder Skrams ledelse, at sætte Lübecks flåde afgørende ud af spillet ved et større søslag i Svendborgsund. En måned senere indtog Peder Skram Korsør. Peder Skram banede dermed vejen for at Johan Rantzau’s tropper kunne landsættes på Sjælland, og den 24. juli kunne Christian III tropper belejre København fra landsiden, mens Peder Skram lukkede byen inde fra søsiden. Peder Skram var rigets øverste admiral indtil 1555.

En kort tid (1563) var han Holmens admiral, en stilling der indebar, at han havde ansvaret for flådens nybygninger, udrustning og vedligeholdelse. I 1537 blev Peder Skram slået til ridder ved Christian III kroning og udnævntes to år senere til medlem af rigsrådet. Peder Skram var atter chef for Den danske Flåde under Frederik II fra 1563-64, i begyndelsen af Den Nordiske Syvårskrig, indtil chefsposten overgik til Herluf Trolle (hvem Peder Skrams søsterskib var opkaldt).

Admiral Peder Skram blev kaldt Danmarks vovehals, for sin dristige krigsførelse. Han døde den 11. juli 1581 og blev begravet på Østbirk kirkegård.

Panserfregatten PEDER SKRAM

Panserfregatten Peder Skram blev påbegyndt på Orlogsværftet 19. maj 1859 som fregat med dampmaskineri. Peder Skram skulle være en større udgave af fregatten Jylland, som var påbegyndt to år tidligere. Fregatten var den fjerde og største af flådens skruefregatter, et fuldrigget træskib med en dampmaskine på 3380 tons og med en fart på 11 knob og 6 styk 20,3 cm. kanoner og 8 styk 15,2 cm. kanoner. Konstruktøren var Otto Fredrik Suenson, siden 1858 fabriksmester på Orlogsværftet.

Panserfregatten-II.jpg

Panserfregatten Peder Skram blev påbegyndt som fregat med dampmaskineri.

Fra 1860 diskuterede man i Danmark anvendelsen af panser på krigsskibene, inspireret af byggeprogrammerne i Frankrig og England. Efter slaget ved Hampton Roads i marts 1862, (den amerikanske borgerkrig 1860 – 65) stod panserskibets overlegenhed klart, og det blev besluttet at færdigbygge Peder Skram som pansret fregat. I første omgang koncentrerede Orlogsværftet kræfterne om at gøre ombygningen af linjeskibet Dannebrog færdig, og først i sommeren 1863 genoptog man bygningen af Peder Skram. Panserpladerne blev leveret fra England, og blev tilvirket hos Baumgarten & Burmeister, som også leverede dampmaskinen, der var den hidtil kraftigste på et dansk krigsskib. Skroget blev udformet, så der blev et indhak i pansringen agter, hvorved det blev muligt at flytte kanoner fra bredsiden, hvis der var behov for at skyde agterud. Søsat fra Orlogsværftet den 18. oktober 1864 og havde kommandohejsning 15. august 1866.

Det første togt var som eskorteskib for kongeskibet Slesvig, der sejlede prinsesse Dagmar til hendes bryllup i St. Petersborg med den russiske tronfølger Storfyrst Alexander. I 1867 var Peder Skram igen udrustet og deltog i den britiske flåderevy ved Spithead. I 1870 indgik det for første og eneste gang i årets eskadre. Peder Skram blev derefter hovedsagelig anvendt som skoleskib for artilleripersonel.

Allerede i 1885 udgik Peder Skram af flåden, og maskineri og panser blev fjernet. En del af panseret blev genanvendt i Københavns befæstning. Peder Skram var herefter i en årrække reservekaserneskib og senere mål for skydeøvelser. Det blev ophugget i 1897.

Panserfregatten PEDER SKRAM

Søsat fra Orlogsværftet 2. maj 1908 som det tredje panserskib af Herluf Trolle-klassen. Skibets deplacement var 3785 tons og en øget maskinkraft (i forhold til de 2 øvrige panserskibe i klassen, Herluf Trolle og Olfert Fischer) på 5.400 IHK gav det en fart af 16 knob. Armeringen bestod oprindelig af 2 styk 240 mm. kanoner, 4 styk 150 mm. kanoner, 10 styk 75 mm. kanoner og 2 styk 37 mm. kanoner. Endvidere 4 styk 450 mm. torpedorør.  Besætningen var på mellem 257 og 278 mand. Længden var 87,4 m. Bredden 15,7 m. og dybgangen 5 m.

PESK tegning farver

Efter kommandohejsningen den 24. september 1909 indgik Peder Skram i øvelseseskadren. I 1912 eskorterede Peder Skram, sammen med søsterskibet Olfert Fischer, den afdøde kong Frederik VIII båre fra Travemünde til København, ombord i kongeskibet Dannebrog. Under 1. Verdenskrig var Peder Skram flagskib i henholdsvis 1. og 2. eskadre (Øresund og Store Bælt), der var en del af Flådens sikringsstyrke under verdenskrigen. Efter 1. verdenskrig lå Peder Skram oplagt i længere perioder, afbrudt af korte deltagelser i øvelseseskadren.

Panserskibet deltog i maj 1935 i eskorten af kongeskibet Dannebrog ved Kronprins Frederik’s bryllup med prinsesse Ingrid, i Stockholm. Da 2. verdenskrig brød ud, etablerede marinen en sikringsstyrke, baseret i farvandet omkring Aarhus, sammen med panserskibet Niels Juel, et antal torpedo- og undervandsbåde, mineskibe og søfly. Senere blev det nødvendigt at sprede den utilstrækkelige danske flåde til bevogtning og neutralitetshævdelse i de danske farvande. Peder Skram deltog i neutralitetsbevogtningen langs Jyllands vestkyst, Skagerrak og Kattegat, med station i Frederikshavn, sammen med nogle torpedobåde og søfly.

Den 29. august 1943 var panserskibet flagskib for chefen for Kystflåden, der fra Peder Skram beordrede Kystflådens enheder på Holmen sænket. Peder Skram blev af besætningen sænket under Mastekranen på Holmen. Skibet blev hævet af tyskerne, som anvendte dets 15 cm. pjecer i et kystbatteri på Fanø. Peder Skram blev derefter bugseret til Tyskland og opankret på Kiel Fjord som stationært skole- og luftværnsskib under navnet Adler.

HOLMEN1.jpg

Peder Skram blev af besætningen sænket under Mastekranen på Holmen.

I april 1945 blev det sænket af engelske fly, for atter at blive hævet efter krigen og slæbt til København. Det kunne ikke svare sig at istandsætte Peder Skram og det blev solgt til ophugning den 1. april 1949. Dets pansrede kommandotårn fandt anvendelse på atomforsøgsstationen Risør, og dets fokkemast med ildledermærset er opbevaret og opstillet som vartegn ved indsejlingen til Odense.

Det nuværende PEDER SKRAM

Den officielle betegnelse for Peder Skram har skiftet nogle gange. Betegnelsen panserskib blev først ændret til kystforsvarsskib og senere til artilleriskib.

MAB-01227.jpg

Fregatten blev søsat og navngivet af kong Frederik IX den 20. maj 1965.

Fregatten er tegnet af en dansk projektgruppe under Søværnet og bygget på det daværende Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri A/S som nybygningsnummer 370.  Fregattens navn blev godkendt ved kongelig resolution den 15. januar 1964, den blev køllagt den 25. september 1964, søsat og navngivet af kong Frederik IX den 20. maj 1965. Fregatten hejste kommando første gang og indgik samtidig i Flådens tal den 25. maj 1966. Som led i det daværende våbenhjælpsprogram er fregatten Peder Skram helt og fuldt finansieret af USA. I den oprindelige våbenhjælpsplan var der lagt op til, at Danmark skulle have 7 patruljejagere/fregatter af Peder Skram-klassen

Inden man valgte det projekt, som blev bygget på Helsingør værft, havde Søværnet overvejet forskellige former for design. Ligeledes havde man oprindelig klassificeret de kommende enheder, som patruljejagere, da størrelse og bevæbning svarede til datidens destroyere. Begge enheder fik indledningsvis NATO numrene D320 og D321. Imidlertid valgte Søværnets ledelse efterfølgende den mindre offensive betegnelse – fregat?

For Helsingør Skibsværft blev bygningen af vidtrækkende økonomisk og teknologisk betydning. Værftet løste i samarbejde med Søværnet og de største underleverandører overordentlig store tekniske opgaver. Værftet brugte desværre kvalitetskravene fra bygningen af de to fregatter, da man efterfølgende skulle bygge nye handelsskibe. Imidlertid viste det sig, at de høje kvalitetskrav gjorde de kommercielle nybygninger urentable, og sammen med den store konkurrence fra udenlandske værfter, var dette årsag til værftets lukning i 1983.

Ved sin fremkomst vakte Peder Skram betydelig international opmærksomhed ved at være det første større krigsskib med kombineret gasturbine- eller dieselmaskineri og skruer med stilbare skrueblade. Som noget af det første sejlede fregatten derfor på præsentationsbesøg i USA.

ps-tegning-sh.jpg

Et af designforslagene til Peder Skram-klassen.

Escorte skib til Leningrad

I maj 1975 formeredes en kongedeling, hvor Peder Skram eskorterede kongeskibet Dannebrog til Leningrad (nu St. Petersborg). Dronning Margrethe skulle, som det første kronede hoved, aflægge officielt besøg i det daværende Sovjetunionen. Det var anden gang et dansk orlogsskib med navnet Peder Skram eskorterede en kongelig person til Skt. Petersborg. Første gang var i 1866 (se under panserfregatten Peder Skram).

margrethe.jpgDronning Margrethe sejlede i 1975 med Peder Skram til Leningrad.

Dronningen fik lejlighed til at sejle med fregatten under turen og kunne som afslutning holde en meget personlig tale til besætningen opstillet på agterdækket. Det var i øvrigt ikke hverdagskost, at danske, endsige NATO orlogsskibe, besøgte den potentielle fjende i en af den sovjetiske Østersøflådes hovedbaser.

Under beskydning

I 1977 deltog fregatten endnu engang i NATO´s Stående Atlanterhavsstyrke (STAVFORLANT) sammen med 6-7 andre fregatter eller destroyere.  Under en øvelse den 28. januar skulle styrken afholde en natlig skydeøvelse.  De deltagende skibe sejlede i to kolonner, med omkring fem sømils afstand mellem kolonnerne. Ved hjælp af lysgranater skulle de belyse hinandens skibe. Granaterne blev affyret fra skibenes hovedartilleri og skulle detonere i luften bag skibene i den anden linje, så de kom til at fremstå i silhuet.

750px-HMS_London_D16_1982.jpg

Den britiske destroyer London beskød Peder Skram.

Ved en fejl begyndte den britiske destroyer London at skyde direkte på Peder Skram i stedet for over fregatten. Første salve slog ned i vandet meget tæt ved Peder Skram, og inden næste salve blev affyret, nåede Peder Skram at varsko den britiske destroyer om den alvorlige fejl. Havde sigtet blot ligget en brøkdel af en grad højere, var fregatten blevet ramt og der ville være udbrudt brand ombord.

Levetidsforlænget

Sammen med søsterskibet Herluf Trolle blev Peder Skram levetidsforlænget, en såkaldt mid-life-update. Det skete i perioden fra 1977 til 1979 på Helsingør skibsværft, hvor fregatterne var bygget. Prisen for ombygningen var 30 mio. kroner pr. styk og betød, at man opdaterede forskellige systemer ombord.

seasparrow.jpg

Seasparrow missilsystem.

Det væsentligste var, at Søværnet “trådte” ind i missilalderen, da der blev installeret såvel sømålsmissiler (Harpoon) og luftmålsmissiler (Seasparrow). Sidstnævnte missilsystem var udviklet i et samarbejde mellem USA, Italien, Norge og Danmark, siden 1968.

I fregattens operationsrum blev det gamle manuelle plottersystem baseret på fedtstift og plexiglasplader, erstattet af et computerbaseret plotter- og informationssystem, CEPLO (Computerized Electronic Plotting System). Og hermed trådte Søværnet ind i computeralderen.

Hovsa missilet

Den 6. september 1982 gennemførte en officer fra Søværnets Materielkommando en rutinekontrol af fregattens HARPOON-system. En utilsigtet hændelse førte til, at et Harpoon anti-skibsmissil klokken 11.22 blev affyret fra PEDER SKRAM fra det sydlige Kattegat. Missilet fløj i fem metrs højde 34 km på kurs 123, før det klokken 1132 detonerede mod nogle træer i et sommerhusområde i Lumsås, Sjællands Odde. Ved eksplosionen blev fire sommerhuse totalskadede og 130 andre beskadigede i større eller mindre omfang. Ingen mennesker kom til skade.

Hovsa-kort.jpg

Missilet fløj i fem metrs højde 34 km på kurs 123, før det klokken 1132 detonerede mod nogle træer i et sommerhusområde i Lumsås, Sjællands Odde.

En Kommissionsdomstol af 11. oktober 1982 konkluderede den 7. juni1983, at “den pågældende officer handlede i strid med betjeningsforskrifterne […] [og at] officerens undladelse af at påse kontrolpanelets indikationer tillige var uforsvarlig.” Domstolen fandt kommissionen det imidlertid rimeligt at betegne det som en designmæssig svaghed ved HARPOON-systemet, når der som ved uheldet kunne etableres et utilsigtet affyringskredsløb.

Missiluheld.jpg

Ved eksplosionen blev fire sommerhuse totalskadede og 130 andre beskadigede i større eller mindre omfang.

En ny kommissionsdomstol af 9. juli 1984 fandt ikke anledning til, at der skulle rejses tiltale mod andre. Officeren blev idømt en “irettesættelse” – en såkaldt “næse”, og forsvarets samlede udgifter blev efterfølgende udlignet af den amerikanske producent af HARPOON-systemet.

For første gang siden 1949, var der i 1980’erne ikke konsensus omkring Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik. Efter at Socialdemokraterne havde overladt regeringsmagten til De Konservative og Venstre, ændrede socialdemokratiet pludselig mening omkring NATO og forsvaret i et forsøg på at genvinde regeringsmagten. Som led i forsvarsaftalen af 1984 krævede oppositionen (Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), at fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle skulle udfases i 1988. Dette på trods af at de fortsat var operativ anvendelige, da levetidsforlængelsen i midten af halvfjerdserne, havde betydet, at de kunne operere i endnu en årrække uden yderligere større opdateringer.

I invasionsforsvaret skulle fregatternes opgaver overtages af mobile kystmissiler monteret på lastbiler, samt de nytilkomne mindre enheder af Standard Flex klassen. Den borgerlige mindretalsregering måtte acceptere oppositionens krav om nedrustninger i forsvaret for at bevare regeringsmagten og genoprette landets økonomi. Udfasningen af fregatterne blev i Søværnet opfattet som en forkert beslutning, der betød, at flådens største kampenheder alt for tidligt blev skrottet af politiske årsager. Den 4. januar 1988 blev kommandoen strøget på de to fregatter. Søværnets Operative Kommando valgte at markere kommandostrygningen ved en følelsesladet parade på Holmen, hvor hele Fregateskadrens 733 mand deltog.

Trods det faktum, at valget i 1988 betød, at det sikkerheds- og forsvarskritiske flertal i Folketinget forsvandt, da Det radikale Venstre indgik en regeringskoalition med Konservative og Venstre, kunne fregatterne ikke reddes. Et forsvarsforlig, indgået den 8. marts 1988, skulle betyde afslutningen på fregatternes æra i Flåden. Ingen kunne dengang vide, at Flåden 25 år senere skulle have tre store, nybyggede fregatter, der hver var mere end dobbelt så store som Peder Skram.

Da Danmark i 1990 besluttede, at sende et orlogsskib i krig i Golfen, var det ikke længere muligt at anvende en af fregatterne. Sådan viser det sig, at man skal være varsom med at udfase skibe, som man pludselig får brug for. 

Fregattens hoveddata

Skibstype: Fregat
Navn: PEDER SKRAM
Skrognummer: F 352
Kendingssignal: OUEP (i dag OXYM)
Byggeværft: Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri A/S
Nybygningsnummer: 370

Køllagt: d. 25. september 1964
Søsat: d. 20. maj 1965
Afleveret: d. 29. marts 1966
Indgået i flådens tal: d. 25. maj 1966
Adopteret af Aarhus Kommune: d. 18. maj 1969
Kommandostrygning: d. 4. januar 1988
Udgået af flådens tal: d. 5. juli 1990
Solgt på auktion: d. 7. april 1992                    
Længde overalt: 112,65 m
Største bredde: 12,25 m
Dybgang: 5,2 m
Højde fra vandlinjen til top: 28,5 m
Deplacement, fuldt udrustet: 2.755 t

Tegning-af-Peder-Skram.jpg

 Fregatten Peder Skram – F 352.

Besætningen

Besætningen bestod af officerer, sergenter, menige konstabler samt i begyndelsen også værnepligtige menige. Fra 1966 til 1977 var besætningen på 202 mand. Efter omarmeringen og overgang til computerbaseret plottersystem kunne besætningen i 1977 reduceres til 172 mand, fordelt med 22 Officerer, 20 Sergenter og 130 menige marinekonstabler og værnepligtige orlogsgaster. Ved forøget beredskab blev besætningen forøget med 4 officerer og 15 konstabler. Officerer og sergenter boede enkelt- eller 2 mands lukafer med fælles bad og toilet. Den menige besætning boede på fire banjer.

Soendags-gudstjeneste-PESK.jpg

Besætningen på Peder Skram samlet til søndagsgudstjeneste.

Hvert besætningsmedlem havde et skibsnummer ombord og var opdelt i Kongens og Dronningens kvarter. Førstnævnte omfattede besætningsmedlemmer med ulige numre og den sidstnævnte omfattede dem med lige numre. Skibsnummeret indikerede, hvor det enkelte besætningsmedlem skulle være under de forskellige opgaver, der skulle løses i forbindelse med eksempelvis kamp, havari og havnemanøvre.

Besætningen var ligeledes inddelt i 4 divisioner: Operations-, våben-, teknik- og forvaltningsdivisionen. Operationsdivisionen tog sig af det taktiske og kommunikationsmæssige. Våbendivisionen tog sig af fregattens våbensystemer og deres vedligeholdelse. Teknikdivisionen tog sig af fremdrivningsmaskineriet, hjælpemotorer og el-systemerne. Forvaltningsdivisionen tog sig af det administrative, herunder løn, forplejning og underbringelse af besætningen.

Skibschefen, hans stedfortræder, næstkommanderende, samt de 4 divisionschefer udgjorde skibsledelsen. De var de eneste, der havde deres eget lukaf. De øvrige officerer og befalingsmænd var normalt indkvarteret i 2 mandslukafer. Det menige mandskab boede på fælles banjer, hvor de sov i faste køjer i 3 rækker over hinanden. Officererne skaffede (spiste) i officersmessen, sergenter og oversergenter skaffede i sergentmessen og de menige skaffede i en fælles skaffebanje, også kaldet cafeteriet.

Maskineri og fremdrift

Maskineriet er et såkaldt CODOG (Combination Of Diesel Or Gas) maskineri der omfatter:

  • 2 stk. Pratt & Whitney marine-gasturbiner type GG4A-3, der var en maritim udgave af Pratt & Whitneys jetmotor type J75, der bl.a. blev anvendt i Loockheed U2 fly, F 105 Thunderchief, og passagerflyene Boing 707 og DC 8. Den maksimale ydelse for hver turbine var 22.000 AHK. Gasturbinerne blev anvendt ved fart over ca. 15 knob og kunne give en max. fart på over 30 knob svarende til ca. 55 km i timen. Olieforbruget var 11 tons i timen, og fregattens samlede oliebeholdning var 440 tons.
  • 2 stk. 16 cylindrene, enkeltvirkende turboladede, 2-takt General Motors dieselmotorer, type 16- 567D. Normalydelse fra hver hovedmotor var 2,400 BHK ved 800 omdr./min. svarende til 160 omdr./ min. på drivskruen. Topfart med dieselmotorerne var 15 knob (ca. 28 Km i timen).
Peder -Skram -juli -2014-008

Maskinkontrolrummet

Motorerne blev koblet til hver sin skrueaksel via et stort gear, der reducerede omdrejningerne fra ca. 5.000 til 330 omdrejninger pr. minut. For enden af hver af de to skrueaksler var der en skrue med en diameter på tre meter. Hver skrue havde tre 900 kg tunge bronzeskrueblade, hvis stigning kunne ændres med hydraulik. Samspillet mellem dieselmotorer og gasturbiner er udformet således, at når gasturbinernes kobles ind på grund af store fartkrav kobles dieselmotorerne automatisk ud og kan enten stoppes eller fortsætte driften i tomgang. På broen og i maskinkontrolrummet findes stigningshåndtag. Ved hjælp af hydraulikforbindelse til skruen overføres stigningshåndtagenes visning til skruebladene.

Fregattens meget store el-behov til drejning af pjecer, Sea Sparrow affyringsrampe og naturligvis forbrug til fregattens drift blev leveret fra fem Frichs dieselgeneratorer, der hver kunne levere 375 KW (ca. 420 KVA) med 3 x 450 V, 60 Hz. til strømforsyning.

PESK-hjaelpemotor.jpg

En af fregattens fem hjælpemotorer.

Fysisk sikkerhed

IMG_6631

Havericenralen 

Fregatten var under hoveddækket inddelt i 17 vandtætte sektioner. Blev op til tre rum vandfyldt – bortset fra tre maskinrum – kunne strømforsyningen kobles udenom og sejladsen kunne fortsætte fra de resterende maskinrum.

Havaritjenesten blev ledet fra maskinkontrolrummet, hvor havaripatruljer, kunne rykke ud til opstående brande, vandindtrængen, afstivning af skotter m.v. og dermed kunne medvirke til, at fregatten fortsat var kampdygtig og kunne sejle. 

Fregatten var mekanisk beskyttet mod chok fra granat- og underrvandseksplotioner. Med et gastæt citadel, der dækkede det meste af skibets indre, var fregatten beskyttet mod kemisk og biologisk krigsførelse samt i et vist omfang mod radioaktiv stråling.

Fregatten var i et vist omfang beskyttet mod radioaktiv stråling og havde et overrislingsanlæg, der kunne foretage en forebyggende “pre-wetting” inden et forventet ABC angreb og efterfølgende rense skrog, dæk og overbygning med 4.800 liter vand i minuttet. Ved gastæt lukning kunne fregatten kun sejle på gasturbiner da de modsat dieselmotorerne havde selvstændig lugtindsugning.

Armering

127 mm kanon
Fregatternes hovedarmering var oprindelig 4 styk 127 mm (5 tommer) kanoner, anbragt i 2 dobeltaffutager/pjecer i forskibet. Ved levetidsforlængelsen i 1979 blev den ene pjece erstattet af HARPOON missilaffyringsramper. Pjecen er en ældre amerikansk pjece med 2 kanoner til beskydning af luft-, sø- og landmål. I Danmark har den typebetegnelse M/60. 

IMG_6647.jpg

 127 mm kanontårn.

Kanonen brugte delt ammunition. Med elevator fra omlademagasinet kom projektil og drivladning op til kanonen, hvor de manuelt blev lagt på kanonens ansætterleje og derfra samlet blev skubbet hydraulisk ind i kanonkammeret, hvorefter kilen lukkedes, og skuddet kunne gå. Kanonerne kunne fjernrettes fra en af artillericentralerne eller indstilles manuelt fra kanontårnet, hvor sideretningen dog kun kunne ændres i begrænset omfang p.g.a. pjecens store vægt på 36 tons. Tilsvarende kunne affyring ske fra centralen eller lokalt ved hver af kanonernes venstre side. På pjecen fandtes 2 sigtesystemer. Et kikkertsystem til side- og højderettere og et måludpegningssigte til pjecekommandøren. Pjecebesætningen var på 12 mand. Endvidere var der 10 mand fordelt ved omlader- og ammunitionsmagasin. Efter skud blev rekylen optaget af hydrauliske bremser på hver kanon, patronhylsteret blev kastet ud på dækket gennem en særlig sliske bag hver kanon, og kanonrøret blev gennemblæst for at nedbringe krudtgasser i pjecen. Skudhastigheden var op til 15 skud pr. minut for hver kanon. Efter omkring et minut skulle kanonløbet afkøles, før der igen kunne skydes. Projektilets mundingshastighed var 795 m/sekund og ved 40 graders elevation var max. rækningen på ca. 16 km. Kanonen kunne eleveres til 85 grader mod luftmål. Normalbeholdningen var 1.660 granater (brisant og lysgranater). En brisantgranat vejede 24 kg og drivladningen 3,3 kg.

Sea Sparrow luftforsvarsmissiler
Fregattens Sea Sparrow missilaffyringsrampe med 8 missiler af typen RIM 7M er placeret på agterdækket. I bagbords side af overbygningen umiddelbart foran for affyringsrampen findes et magasin med yderligere 9 missiler. I og på overbygningen agter er systemets to ildledelsescentraler og de to ildledelsesradarer placeret.  Sea Sparrow missilet er beregnet til nedskydning af fjendtlige fly eller sømålsmissiler. Det er 3,7 meter langt og har en diameter på 20,3 cm og en vægt på 226,8 kg. Sprængladning er på 15 kg. Farten er mach 2,5 svarende til 2.990 km i timen og max. rækning er 18 km. Målet belyses af en af de to store ildledelsesradarer, og efter affyring følger missilet radarstrålen til træfningen.

RIM-7_Sea_Sparrow.jpg

Sea Sparrow luftforsvarsmissiler.

Ildledelsen foregik fra to ildledercentraler, hvorfra der kunne angribes to fjendtlige fly eller missiler samtidig. Efter at O-rummet havde udpeget målet, overtog den ene af de to ildledercentraler belysning af målet med sin ildledelsesradarer. Når radaren med sin meget koncentrerede stråle kunne låses på målet, og computeren viste en træfningsafstand på ca. 16 km, blev det første missil affyret. Sea Sparrow centralerne havde en samlet bemanding på fem mand.

Harpoon sømålsmissiler
Fregattens hovedvåben var 8 målsøgende Harpoon missiler af typen RGM-84A mod fjendtlige skibe. Systemet blev installeret ved omarmeringen i 1977-79, hvor det erstattede den ene dobbelte 127 mm kanon. Missilet er 4,83 m langt med en diameter på 34 cm og har en rækning på 92 km. Forrest sidder et radarsøgehoved og bag dette en autopilot med radarhøjdemåler. Bagerst er der turbojetmotor og en raketmotor, der frigøres efter at have bragt missilet op i ca. 400 m højde og en fart på omkring1.000 km i timen. Missilet søger derefter ind på den indstillede kurs og flyvehøjde på ca. 5 meter. Når missilet nærmer sig målområdet, åbnes missilets søgeradar og første større radarekko angribes. Missilet har en sprængladning på ca. 100 kg og anslagsbrandrør med forsinkelse, så detonation sker inde i målet.

harpoon.jpg

Affyringsrampe til Harpoon sømålsmissiler.

Missilerne opbevares i en såkaldt  “cannister”, hvor hver af de to affyringsramper har plads til to missiler. Alle missilindstillinger og selve affyringen sker fra en særlig konsol i O-rummet. Efter affyringen er der ingen forbindelse med missilet.

40 mm maskinkanoner
De fire 40 mm maskinkanoner i luftværnsskibsaffutage (LvSa, model 48) blev primært brugt som nærluftværnsskyts mod fjendtlige fly og missiler. Kanonen blev ladet i knipper à 4 skud og kunne skyde ca. 300 skud pr. minut. Hver granat vejede ca. et kg, og der kunne vælges mellem to ammunitionstyper: Én type med anslagsbrandrør mod sømål og én type med zonebrandrør mod luftmål. Medens anslagsbrandrøret først blev aktiveret, når granaten direkte ramte et mål, indeholdt zonebrandrøret en lille sender/modtager, som bragte granaten til eksplosion i nærheden af et luftmål (fly eller missil). Den var desuden forsynet med et stort antal små kuglefragmenter af tungstenskarbid, som skulle gennemtrænge målet med meget stor hastighed. Mundingshastigheden var ca. 3.600 km/time. Rækkevidden var omkring 12.000 meter ved en elevation på 45 grader. 

Kanonbesætningen var på 5-6 mand, herunder to ladere. Største rækning var 12.600 meter. Affutagen kunne dreje med en hastighed af 90 grader pr. sekund i siden og 45 grader pr. sekund i højden. Kanonen kunne fjernrettes fra artillericentral eller gyrosigtesøjle, men kunne også lokalrettes fra styresøjle på affutagens venstre side. Som sidste mulighed, hvis de øvrige ildledelsessystemer skulle svigte, kunne kanonen håndrettes med højderetningshåndtag på venstre side og sideretningshåndtag på højre side. Hos højderetteren var der mulighed for manuel affyring. Pjecen er forsynet med glasfiberkuppel i stedet for skjold. Normalbeholdningen til de fire maskinkanoner var i alt 3.400 granater.

20 mm maskinkanoner
Fregatten blev i slutningen af 1980’erne udstyret med 4 stk. 20 mm maskinkanoner type M/42. Kanonerne var håndrettede og havde en begrænset effektivitet, men var en del af nærforsvaret af fregatten og kunne benyttes mod såvel fly som hurtiggående motorbåde, som eksempelvis blev brugt mod det amerikanske krydser, USS Cole i Yemen, hvor 17 besætningsmedlemmer blev dræbt ved eksplosionen. Granaten havde en vægt på 121 gram., og skudkadancen var 175 skud i minuttet. Maksimum rækkevidden var 2 km. Pjecen var enkeltmandsbetjent og var ikke opkoblet til fregattens ildledelsessystemer, men blev manuelt rettet via et ringsigte.

533 mm torpedoer
Fregatten kunne anvende to typer torpedoer; den ældre og modificerede torpedo T1T og den moderne type TP612. Type T1T er en tysk 533 mm torpedo, som Søværnet købte i stort tal efter 2. Verdenskrig. I 1960’erne blev torpedoen ombygget til trådstyring. I torpedoen og i udskydningsrøret på fregatten var hvert sted monteret en trådspole, der blev afspolet under torpedoens løb i vandet. På den måde lå den millimetertynde tråd helt stille i vandet. Gennem tråden kunne operatøren dreje torpedoen, så den traf, det udvalgte radarmål.

533mm-torpedo.jpg

533 mm torpedorør

Torpedoen har en længde på 7,19 m, vejer 1.520 kg og har en sprængladning på 300 kg TNT. Den har en rækkevidde på 12 km ved 30 knob eller 7 km ved 40 knob.

Torpedo TP612 er en svensk trådstyret torpedo, som Søværnet begyndte at bruge i 1971, hvor den erstattede den ældre torpedo T1T. Torpedoen brugte ikke komprimeret luft som iltningsmiddel til forbrændingen i motoren, men en højkoncentreret brintoverilte. Dette stillede særlige krav til opbevaring og transport, men betød bl.a. også, at torpedoen ikke havde et spor af afslørende luftbobler efter affyringen. TP612 var desuden usædvanlig præcis, idet den havde en fejl i sideretningen på mindre end 0,3 %. Tilsvarende havde den en variation på 0,3 % i farten. Torpedoen havde en rækning på 18,5 km ved 45 knob og 24 km ved 30 knob. Den vejede 1.755 kg og havde en sprængladning på 235 kg.

Fregatten blev armeret med 4 torpedorør i drejelige dobbeltaffutager i 1973. Rørene drejes ved et hydraulisk pumpesystem ca. 15 grader ud over skibssiden og affyring sker med luft fra en udskydningskedel eller med 600 gram sortkrudtspatron. Normalaffyring var luftudskydning ved et elektrisk signal fra TORCI-anlægget i O-rummet. Alternativt kunne man foretage affyringen “lokalt” ved påvirkning af et affyringshåndtag, som var monteret på udskydningsrøret.

Torpedoerne løb i den indstillede dybde og kunne styres i sideretning fra TORCI ildledelsen i O-rummet. Det skete gennem en tynd tråd, der blev afspolet fra såvel torpedo som torpedorør, således at tråden lå helt stille i vandet. På TORCI`en blev radarbillede med målet præsenteret samtidig med det teoretiske spor af torpedoen. Hvis torpedoen ikke traf målet første gang, kunne den vendes og styres til et nyt forsøg.

Dybdebomber
De seks dybdebomber, af type G, som fregatten havde plads til, skulle anvendes mod ubåde. Disse var tøndeformede og indstillet til at eksplodere i den dybde, hvor ubåden formodedes at befinde sig. Via fregattens sonaranlæg, kunne man lytte sig frem til, hvor ubåden befandt sig. For at beskadige ubåden skulle detonationen ske indenfor 4-6 m. fra denne, men detonationer indenfor 12-15 m kunne forventelig få ubådens batterier og motorer m.m. til at løsne sig, fra deres respektive fastgørelsessteder. Detonationer længere væk end 15 meter, ville primært have en psykologisk effekt på besætningen. Under Den kolde Krig blev dybdebomber brugt som signal til indtrængende sovjetiske ubåde om at forlade dansk territorialfarvand.