”Skibene på Holmen” er den største samling af danske krigsskibe fra perioden under Den kolde Krig. Danmarks ældste koldkrigsmuseum er beliggende ved Flådens gamle hovedbase Holmen, hvor den ældste del, Nyholm bygget i 1690, fortsat er marinestation og militært område.

Der er adgang for besøgende fra kl. 08.00 til solnedgang. Ombord i fregatten PEDER SKRAM, torpedomissilbåden SEHESTED og ubåden SÆLEN kan man opleve hvordan besætningerne arbejdede, spiste og sov. Se de mange våbensystemer, hvoraf nogle kan betjenes. Kik ind i skibenes operationsrum, hvorfra ”krigen blev styret” . Ombord i fregatten kan du se samlingen af skibsmodeller fra perioden under Den kolde Krig eller få fortalt historien om den af bl.a. tidl. udenrigsminister Uffe Elleman Jensen. Tag trapperne op i den gamle mastekran fra 1748, der også fortæller om Holmens mere end 300 årige historie og nyd udsigten over København, Amager og Øresund.

”Skibene på Holmen” fortæller historien om hvordan Den kolde Krig blev ”udkæmpet” i Østersøen og de danske farvande.

Fregatten Peder Skram

Fregatten var Den danske Flådes flagskib under Den kolde Krig. Det var herfra den danske og vesttyske marines invasionsforsvar af Sjælland og øerne, skulle ledes i tilfælde af krig. Læs mere her…

Torpedomissilbåden Sehested

Sehested blev under Den kolde Krig, af Wazavapagten, betragtet som et af Østersøens mest potente kampskibe og var ved fremkomsten i 1992 med til at flytte magtbalancen i NATOs favør, i Østersøområdet. Læs mere her…

Ubåden Sælen

Båden Sælen

Sælen var den sidste undervandsbåd der gjorde tjeneste i Den danske Flåde. Ubådsvåbnet blev nedlagt i 2004. Ombord oplever man, hvorfor det krævede en stærk psyke og et roligt gemyt at være ubådssejler. Læs mere her…

Mastekranen

En af de mest markante bygninger på Holmen er Mastekranen bygget 1748-51 og tegnet af arkitekt Philippe de Lange, der også har tegnet andre bygninger på Holmen og i København. Læs mere her…

Her finder du "Skibene på Holmen"

Med bil køres ad Prinsessegade og videre ad Danneskjold Samsøes alle, hvor marinestation København ligger for enden af denne. Eller kør via Kløvermarksvej og Forlandet. Drej til venstre ad Kongebrovej og drej derefter til højre ind på marinestation København. Der er gode parkeringsmuligheder. Bemærk, at det er tilladt for biler, der skal besøge ”Skibene på Holmen” at køre ind på marinestationen, uanset skiltningen.

Med buslinje 9A mod Refshaleøen: Stå af ved “Fabrikmestervej”. Indgangen til Marinestation København ligger 150 meter længere fremme. Se mere på www.moviatrafik.dk/dinrejse/koereplaner

Med havnebus linje 991/992: Stå af ved “Holmen Nord”, hvorfra der er 100 meter til marinestationen. Se mere på www.moviatrafik.dk/dinrejse/koereplaner